FPU: Luftfartsminister hædret som fortjent

Forhenværende transportminister Hans Christian Schmidt (V) blev fredag tildelt Luftfartspokalen af Danske Flyvejournalisters Klub.

Luftfartspokalen er siden 1948 blevet uddelt til personer, der har ydet en særlig indsats til gavn for dansk flyvning og luftfart, og hæderen har Hans Christian Schmidt i høj grad gjort sig fortjent til, mener formand for FPU, Thilde Waast:

»Som transportminister overraskede Hans Christian Schmidt os positivt med sit høje ambitionsniveau for luftfartsbranchen. Med ham var der tale om en transportminister fra Venstre, der i den grad meldte til kamp mod unfair konkurrence og social dumping i EU såvel som i Danmark.«

Har lyttet til branchen

Ifølge FPU-formanden har Hans Christian Schmidt som minister lyttet til branchens ønsker om en fair branche med fair konkurrence, hvor der gøres op med underlige og skæve ansættelsesformer, der i sidste ende er en trussel mod flysikkerheden.

Formand for Danske Flyvejournalisters Klub, Andreas Krog, begrunder blandt andet Hans Christian Schmidt som en værdig prismodtager med hans indsats i arbejdet med den danske luftfartsstrategi.

»Hans Christian Schmidt kan tilskrives en stor del af æren for, at 2017 blev året, hvor dansk luftfart fik sin helt egen strategi. Desuden havde han en stor finger med i spillet, da de danske indenrigsrejsende og særligt pendlerne ikke kom så hurtigt og glat igennem Københavns Lufthavn, som man kunne ønske sig,« uddyber han.

Luftfart som kollektiv transport

Hovedpersonen selv er meget beæret over den fornemme pris.

»Jeg blev virkelig glad. Luftfart har fyldt meget i min ministertid. Det er et spændende område med mange interessante mennesker, og her tænker jeg især på alle dem, der arbejder i branchen,« siger Hans Christian Schmidt.

Han har videre arbejdet for, at indenrigsfly blev tænkt ind som offentlig transport, og eksempelvis kunne få samme passagertilskud som færger, busser og tog, og derved afhjælpe motorvejene i at sande til i biler.

Fair vilkår og billigere pilotuddannelse

»Det har også været vigtigt for mig, at luftfarten skal konkurrere på lige vilkår. Vi ser megen konkurrence på ulige vilkår fra selskaber fra både Mellemøsten, Asien og her i Europa, hvor selskaber shopper rundt i reglerne. Her skal vi have ordentlige regler, der giver myndighederne mulighed for at sætte ind,« siger Hans Christian Schmidt.

Den i dag 64-årige sønderjyde har siddet i Folketinget siden 1994 og som transportminister ad to omgange. Senest fra juni 2015 til november 2016. Men den erfarende Venstre-mand har stadig store ambitioner for luftfarten:

»Vi skal have gjort noget ved  pilotuddannelsen. Det er synd, at unge mennesker ikke kan blive pilot, fordi det er så dyrt, når det nu er gratis at blive læge eller ingeniør,« siger Hans Christian Schmidt, der med tiden blev “døbt” luftfartsministeren som følge af sit store engagement i branchen.

Anden politiker til at modtage pris

Hans Christian Schmidt er blot den anden politiker, der modtager Luftfartspokalen. Den første var statsminister H.C. Hansen, der modtog prisen i 1960.

Foruden Luftfartspokalen uddelte Flyvejournalisters Klub også Ellehammer Prisen. Den gik i år til foreningen Danske Flyvere, som i mere end 100 år har arbejdet ihærdigt for at udbrede kendskabet til flyvning.

Danske Flyvejournalisters Klub er stiftet i 1936 og har til formål at fremme det faglige og kollegiale sammenhold mellem medlemmerne, virke for luftfartens fremme og støtte dansk flyvnings anseelse. Foreningen har knap 100 medlemmer.