FPU og Norwegian indgår overenskomst for ny dansk langrutebase

Norwegian åbner til efteråret en ny base for selskabets langruter i København.

Flyvebranchens Personale Union, FPU, har forud for annonceringen af den nye base forhandlet og indgået aftale med Norwegian om en overenskomst for de i alt 80 piloter, som skal bemande basen.

»Norwegian indgår med denne aftale sin første overenskomst for ansatte på selskabets langrutefly mellem Danmark og destinationer i USA og Thailand.

Det er positivt, at Norwegian med dette vælger at sikre vilkår og rettigheder for endnu en personalegruppe i selskabet,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Overenskomsten sikrer piloterne løn, vilkår og rettigheder efter danske normer.

Aftalen er indgået for et år, hvilket betyder, at overenskomsten skal genforhandles i sommeren 2019.

Til den tid vil det være piloter på basen, som sidder med ved forhandlingsbordet.

»Vi mener, det er vigtigt, at det er de ansatte, som hurtigst muligt får mulighed for at sætte deres præg på overenskomsten.

Derfor har vi lagt vægt på, at overenskomsten blev lavet som en etårig aftale,« siger Anders Mark Jensen.

Med den nye overenskomst på plads vil Norwegian åbne sin nye base i København til oktober.

Dermed får mange danske Norwegian-piloter, som i dag arbejder for selskabet på langrutebaser uden for Danmark, mulighed for at ”vende hjem”.

En stilling på baser uden for Danmark er forbundet med mange timer brugt på ekstrarejser og overnatninger på hotel.

Den tid kan piloterne nu se frem mod at bruge hjemme sammen med familie og venner.

Kontaktinformation:

  • Anders Mark Jensen, næstformand, FPU: +45 53 71 34 14
  • Morten Lund Tiirikainen, journalist, FPU: +45 23 95 57 42