FPU og rumænsk kabineforening opruster kampen mod social dumping

Imens fair løn- og arbejdsforhold for hovedparten af det flyvende personale i Danmark er sikret og nedfældet i overenskomster, er situationen en ganske anden blandt flere af EU’s øvrige medlemslande.

I Rumænien har fagforeningen Sindicatul Aerolimit Professional, SAP, siden 2014 forsøgt at skabe ordnede forhold i lavprisselskabet Wizz Air, men med svigtende held. Det har haft den konsekvens, at Wizz Air vokser videre på bekostning af de ansatte – senest med adskillige ruter til Danmark, hvor selskabet ekspanderer hastigt, hvilket presser overenskomstdækkede skandinaviske selskaber.

FPU ser med stor alvor på denne udvikling. FPU indgik derfor i foråret 2017 en samarbejdsaftale med SAP for at hjælpe med midler, viden og støtte, så de kan udvikle sig til en stærk fagforening.

»Vores støtte til den lokale fagforening i Rumænien for det flyvende personale gør dem stærkere lokalt. Presset på arbejdspladser i Rumænien strækker sig helt til Danmark, når flyselskaberne rekrutterer i Rumænien på vilkår, som danske ansatte umuligt kan matche,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Han peger på, at selskaber i Skandinavien i dag rekrutterer flittigt fra Rumænien for at matche de lave omkostninger, som blandt andre Wizz Air opnår, ved at presse sit personale til det yderste.

»Vi skal ikke finde os i at blive spillet ud mod hinanden på tværs af lande – vi skal stå sammen om fair vilkår for alle,« tilføjer Anders Mark Jensen.

Samarbejdet mellem FPU og SAP går nu ind i sin næste fase.

Frygter fagforeninger

Næste fase handler om at højne organiseringsgraden i den lille fagforening, der blev slået alvorligt tilbage, da Wizz Air fyrede samtlige 19 medlemmer af fagforeningen i 2014.

Der skulle dog mere til at slå den lille fagforening ud af kurs. SAP hev Wizz Air for retten og vandt sagen, og luftfartsselskabet blev pålagt at genansatte de fyrede. Men sejren til trods, er det om muligt blevet endnu sværere at organisere de ansatte i Wizz Air, fortæller Mircea Constantin, som er formand for SAP:

»Folk er blevet bange for at være med i en fagforening. Men vi skal vække interessen for ordnede forhold især blandt de yngre generationer, som træder ind på et arbejdsmarked, hvor værdi sættes ud fra den individuelles potentiale og ikke som en del af en gruppe,« siger han.

I Rumænien er organiseringsgraden generelt set raslet ned gennem slut 1990’erne og start nullerne og har i de seneste ti år ligget på omkring 30 procent. Men netop en høj organiseringsgrad er afgørende, hvis der skal dæmmes op for, at det er arbejdsgiver, der uimodsagt sætter rammerne for løn- og arbejdsvilkår.

Det er Florentin Iancu fra den rumænske it-fagforening Sindicatul IT Timisoara et levende eksempel på.

Hjælp fra Danmark

Florentin Iancu er med hjælp fra HK i Danmark lykkedes med at opbygge og organisere en fagforening med mere end 2000 medlemmer og overenskomster i fem forskellige rumænske it-virksomheder. I hver virksomhed er der i dag lokalafdelinger, som hjælper med at organisere nye kollegaer og derved opretholdes sammenholdet. Organiseringsgraden er over 50 procent i alle fem virksomheder.

Fremgangsmetoden har hver gang været systematisk organisering og fokus på de potentielle medlemmers problemer, forklarer Florentin Iancu:

»Hvad, synes du, er et problem, hvad, vil du gerne have, bliver bedre på din arbejdsplads? Det er spørgsmål, som får folk til at føle, at du er interesseret og vil gøre noget godt for dem – du opbygger en relation og pludselig oplever folk at fagforeningen er din ven.«

It-succes inspirerer i luftfarten

Iancus fortælling tjener som stor inspiration for SAP’s videre arbejde med at vinde organisatorisk fodfæste i Wizz Air, påpeger Mircea Constantin.

»Vi havde slet ikke den organisationsgrad og det netværk, som var tilfældet for Sindicatul IT Timisoara, da vi krævede fair løn- og arbejdsvilkår i Wizz Air. Det gjorde det nemt for Wizz Air at sætte os ud af spillet,« siger han og tilføjer:

»Derfor går vi nu i gang med at lægge en plan for, hvordan vi kan organisere både blandt de kabineansatte men også piloterne, og få dem til at føle, at vi sammen kan gøre en forskel.«

Ambitionen er ikke alene at vinde fodfæste i Wizz Air, men også sikre ordnede forhold i andre dele af den rumænske luftfartssektor.

Lavprisfly uden OK buldrer frem

Wizz Air er i dag ubestridt det største selskab i Rumænien og er indtil nu lykkedes med at slå enhver organiseringstrang blandt de ansatte i jorden. Behovet for at få selskabet til at anerkende de ansattes organiseringsret er derfor om muligt større end nogensinde, fastslår Mircea Constantin.

Udover Wizz Air domineres det Rumænske luftrum af lavprisselskaberne Ryanair og Blue Air – ingen af disse har overenskomst. Det har derimod det nationale flyselskab Tarom.

Tarom er imidlertid under stærkt pres fra lavprisselskaberne. Dette afspejles i markedsfordelingen, hvor Tarom sidste år besad blot 19,9 procent af det rumænske marked, viser en opgørelse fra luftfartsanalysehuset anna.aero – et fald på 13,7 procentpoint siden 2006.

I samme periode er Blue Air, Wizz Air og Ryanair gået fra en samlet markedsandel på 5,2 procent til 58,8 procent sidste år.