Ryanair-piloter afviser lønløft: Pilotmangel handler om andet end penge

Ikke alt kan købes for penge. Det må Ryanair-topchef, Michael O’Leary, sande. Piloterne på Ryanairs største base, London Stansted, stemte fredag nej til ledelsens tilbud om en lønforhøjelse, der skal imødegå de seneste ugers masseaflysninger.

Det skriver blandt andre Reuters.

I alt har Ryanair måttet aflyse 20.000 flyvninger til gene for 700.000 passagerer, og i den kommende vinter sættes 25 fly på jorden. Situationen er blevet en omfattende krise, som selskabet senest har forsøgt at afhjælpe med lønløft og bonusser på op til 22.000 britiske pund, svarende til ca. 184.000 danske kroner, på betingelse af, at piloterne lægger en ekstra indsats de kommende måneder.

Et måske nok så fristende tilbud, men ikke for flertallet af Stansted-basens piloter, som med en rekordhøj stemmedeltagelse på 90 procent stemte nej til ledelsens tilbud.

Dermed stemmer Stansted-piloterne i med piloterne på Ryanairs Madrid-base, hvor 81 procent af basens piloter affejede et tilsvarende tilbud fra O’Leary og Co.

Ryanair har fejlet at forstå piloter

For de ansatte er der nemlig meget mere end penge på spil.

Søndag, blot to dage efter nej-afstemningen i Stansted, blev Ryanair-ledelsens tilbud mødt af et modkrav fra den uofficielle medarbejderrepræsentative forsamling European Employee Representative Council, EERC, underskrevet af Ryanair-kaptajn Imelda Comer:

»Ledelsen forsøger fortsat at løse vores problemer med ubegribelige bud på lønaftaler, som viser, hvor frakoblet de er fra piloterne. De har fejlet at se, at dette er om mere end blot penge. De har fejlet at forstå piloternes bekymringer,« skriver Imelda Comer i en meddelelse til modkravet.

EERC er nedsat i kølvandet på de mange aflysninger, hvor piloterne nu har set deres mulighed for at forhandle kollektivt med Ryanair-ledelsen. I modkravet rejses der en række specifikke krav som grundlag for forhandling, der adresserer både vilkår og løn, hvor EERC peger på, at man som Ryanair-ansat har stået udenfor enhver indflydelse:

»Vi har generelt intet at sige. Dette er resultatet af et mangelfuldt repræsentationssystem, der er blevet pålagt os. Vi kan kun ændre de grundlæggende vilkår, hvis vi gør det sammen,« skriver Comer videre på vegne af EERC.

Krav om permanente kontrakter

Kravene kommer i forlængelse af, at Imelda Comer på vegne af EERC i et indledende brev til Ryanair-ledelsen i forrige uge rejste krav om permanente lokale kontrakter, som følger lokale love og regler. Endvidere rejses der krav om, at vilkår skal sammenlignes med regionale konkurrenter, for at imødegå piloters afgang fra Ryanair, ligesom piloterne skal have ret til professionel assistance i forbindelse med forhandlinger.

Fra Ryanair fastholder man imidlertid, at man ingen intentioner har om at mødes med andre, end de eksisterende medarbejder repræsentationsforsamlinger i selskabet og gør samtidig opmærksom på, at ti baser foreløbigt har accepteret det tilbud, som selskabet har lagt frem.

Hos ECA, European Cockpit Association, betegner man derimod Comer og EECA’s krav til Ryanair-ledelsen som bade fair og meget simple:

»(De efterspørger en red.) ægte social dialog mellem den kollektive forsamling af Ryanair-piloter og ledelsen og ikke en ensidig pålagt ”take it or leave it”-kommunikation og permanente og direkte kontrakter, som følger lokale love i det land, hvor piloterne er baseret og går på arbejde fra – helt på linje med den seneste afgørelse fra EU-domstolen,« skriver ECA i en kommentar til Ryanair-piloternes krav til ledelsen.