Sikkerhedsrepræsentanter får ingen garanti mod fyring

Jobbet som sikkerhedsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant er vigtig for de ansattes sikkerhed. Men ansvaret til trods er der ingen garantier om beskyttelse af sikkerhedsrepræsentanten i tilfælde af en fyring!

Det har Højesteret netop slået fast, skriver advokatfirma Bech Bruun i en artikel på jurainfo.dk.

I en principiel afgørelse har domstolen afgjort, at en arbejdsmiljørepræsentant ikke havde særlig beskyttelse mod at blive fyret, fordi virksomheden ikke havde en overenskomst.

Når man læser afgørelsen, spørger man sig selv. Hvem har så lyst til at påtage sig hvervet som sikkerhedsrepræsentant.
Jan Gloggengieser Gam, advokat, Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane

Overenskomst afgør sikkerhedsnet

Ifølge arbejdsmiljøloven er sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter beskyttet på samme måde som tillidsrepræsentanter. Men beskyttelsen af tillidsrepræsentanter er ikke lovbestemt. Derimod er det typisk en overenskomst, der sikrer tillidsrepræsentanter mod at blive fyret.

Ifølge disse regler kan en tillidsrepræsentant kun fyres, hvis der foreligger såkaldt »tvingende årsager hertil«, hvilket altså også gælder for sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter, hvis blot der er en overenskomst.

Beskyttelsen udebliver derfor i de tilfælde, hvor der ikke er en overenskomst, hvilket ofte er tilfældet på det private arbejdsmarked, blandt højtuddannede og visse steder i flyvebranchen.

Bør tage forholdsregler

Jan Gloggengieser Gam, advokat i Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane, har læst dommen. Han opfordrer nu sikkerhedsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter til at tage deres forholdsregler:

»Når man læser afgørelsen, spørger man sig selv. Hvem har så lyst til at påtage sig hvervet som sikkerhedsrepræsentant. At våge over sikkerhed og arbejdsmiljø er ikke nødvendigvis noget du bliver voldsomt populær af hos ledelsen,« siger han og tilføjer:

»I lyset af dommen er vores anbefaling til de af vores medlemmer, der ikke er arbejder under en overenskomst, men som har påtaget sig det store ansvar som sikkerhedsrepræsentant, at der laves lokalaftaler eller som minimum individuelle tilføjelser i medarbejderens kontrakt, der fastsætter vilkår om forlænget opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelse ved opsigelse fra virksomhedens side.«